Velkommen         Partnere         Formål         Indhold         Begivenheder         Formidling         Projekter         Links         Kontakt         English    
 
 

Masser af robotidéer

Måske var det håbet om at vinde en iPhone 4, der lokkede kreativiteten frem - men Idéklinikkens RoboCall-konkurrence, som kørte frem til udgangen af september, resulterede i 39 spændende forslag.

Idéklinikken er nu i fuld gang med at gennemlæse de mange forslag om alt fra gulvvaskerobotter til robotter, som følger patienterne rundt på sygehuset. Samtidig kontaktes alle idéhavere til en snak, hvor de får mulighed for at uddybe deres idé.

- Vi er overvældede over den store interesse for vores robotinitiativ. Der er kommet forslag fra vidt forskellige afdelinger og faggrupper, og niveauet har generelt været rigtig højt, fortæller projektleder i Idéklinikken, Pernille Mejer Højholt.

Når idéerne er beskrevet nærmere, vil de blive bedømt af en jury bestående af cheflæge Morten Noreng, logistikchef Henrik Jensen, IT-konsulent Karin Hedegard, Professor ved AAU Thomas Bak, Projektleder i RoboCluster Christian Klit Johansen og direktør i softwarevirksomheden Intelligent Systems Niki Gregoriu.

- Idéerne vurderes grundigt på parametre som økonomisk gevinst for sygehuset, arbejdsmiljøforbedringer og implementeringsfaktor – altså hvor let teknologien kan implementeres på sygehuset, forklarer Pernille Mejer Højholt og fortæller at tidsplanen er, at der forhåbentlig kan udvælges en vinder inden jul.

Når vinderen er fundet, går der en proces i gang, hvor Idéklinikken skal søge at skaffe finansiering til implementering af robotidéen – og muligvis også til ét eller flere af de øvrige forslag.

Det er tanken, at implementeringen af robotteknologi på sygehuset skal ske i samarbejde med partnere fra erhvervslivet. I den forbindelse har Idéklinikken netop fået tildelt midler (i alt 500.000 kr. fra Vækstforum) til blandt andet at afdække mulighederne for at engagere de nordjyske virksomheder i et sådant samarbejde.

Lagt på nettet 15. oktober 2010 af Peter Friis Jeppesen.