Velkommen         Partnere         Formål         Indhold         Begivenheder         Formidling         Projekter         Links         Kontakt         English    
 
 

Idéklinikken (gen)opfinder (løbe)hjulet

Et løbehjul som kan monteres på gærdet af en hospitalsseng. Det er et forslag, som Idéklinikken på Aalborg Sygehus skal forsøge at omsætte til virkelighed i samarbejde med sygehusets portører.

Hver dag tilbagelægger portørerne mange kilometer på sygehusets gangarealer. Det foregår oftest til fods, så et løbehjul vil kunne spare både tid og kræfter, når turen f.eks. går fra portørcentralen til sengestuerne.

Onsdag den 10. marts besøgte Idéklinikkens idéspejdere derfor portørerne i frokostpausen. Med sig havde de bragt et helt almindeligt løbehjul, og opgaven var nu sammen at finde ud af, hvad der skulle til, før det kunne bruges på sygehuset.

Skal kunne transportere iltflaske

Idéspejder Søren Grøndahl Buch fortæller, at portørerne havde mange gode input til løbehjulets udformning:

– Et løbehjul er jo ikke nogen ny opfindelse. Men når portørerne ankommer til sengestuen for at køre en seng til en anden afdeling, har de brug for en løsning, hvor løbehjulet kan hægtes på sengen, mens den flyttes.

Ofte skal portørerne medbringe en seks kilo tung iltflaske, og det skal designet af løbehjulet også tage hensyn til.

– Hver portør slæber i gennemsnit rundt på iltflasker tre gange dagligt, så med 60 portører på arbejde om dagen, bliver det til 180 tunge ture, forklarer idéspejder Susanne Winther Sørensen og tilføjer: – Det giver derfor god mening, hvis vi kan komme med en løsning, hvor iltflasken både kan monteres på løbehjulet og på hospitalssengen med det samme beslag.

Nu skal portørernes tanker om det ideelle løbehjul viderebringes til Idéklinikkens to industrielle designere. Deres opgave er så at tegne et bud på løbehjulets udformning, som imødekommer portørernes behov og ønsker og samtidig tager højde for eksempelvis alt det andet grej, som kan sidde på en hospitalsseng.

Idéklinikken har allerede kontakt til en virksomhed, der har vist stor interesse i at tage del i den sidste fase af udviklingen – nemlig at sætte løbehjulet i produktion.

Ikke raketvidenskab

Det var portør Jørn Thye-Petersen, der tilbage i efteråret satte Idéklinikken på sporet af et nyt løbehjul, da han deltog i – og vandt – en konkurrence om gode idéer fra medarbejderne.

Og det skorter ikke på gode idéer. Siden klinikken åbnede sidste år har idéerne strømmet ind fra alle sider. Nogle har været meget forskningsbaserede, avancerede løsninger, mens andre er lige så "håndgribelige" som løbehjulet:

– For Idéklinikken er det ikke afgørende om en idé er raketvidenskab eller ej. Hvis det rigtige løbehjul kan være med til at forbedre arbejdsgangene for portørerne, så er det en god idé, vi bør forfølge, slutter Søren Grøndahl Buch.

Lagt på nettet 15. marts 2010 af Peter Friis Jeppesen, Aalborg Sygehus.